Købstaden Stege

Stege købstad - kun 20 min. fra Møns Klint...

Middelalderbyen Stege er den største by på den smukke ø Møn, men stadig en hyggelig, overskuelig og meget historisk by. Byens 1000-årige historie kan aflæses på de gamle købmandsgårde, gaderne og torvene. Byens vold anlæg fra middelalderen er Danmarks ældste, bevarede befæstningsanlæg.

Stege er et velegnet feriemål for vandsportsaktiviteter som f.eks. lystsejlads, windsurfing og lystfiskeri. Stege har gode indkøbsmuligheder og flere spisesteder, samt eget Bryghus. Besøg Møns Museum i den smukke, gamle købmandsgård i Stege. Her vises en middelalderudstilling fra Stege Borg.


Bryghuset i Stege


Hovedgaden pyntet til fest


Bolcheproduktion på fabrikken


Tirsdagsmarked
Gå ikke glip af de berømte tirsdagsmarkeder, hvor byen på 6 tirsdage i juli og august omdannes til én stor markedsplads - med optog, levende musik, underholdning, børneaktiviteter, gadebarer og masser af gode tilbud i butikkerne og de udendørs boder.

Sildemarked
Sildemarked i Stege lokker med dejlig mad og specialiteter for en hver smag.

Pyha, hvor det ryger og oser, når ”Zache” tilbereder den traditionelle mønske ”sort sild” over åben ild af halmstrå på det årlige sildemarked ved Stege havn. Kunsten er, at sildene er sorte, men ikke tørre. Og i hvert fald skal der en snaps og en øl til. Ægte mandfolk spiser ”det hele”, mens tøsedrengene skal ha´ sildene renset og hoved, hale og finner fjernet. Tør du godt ? Det smager altså ikke dårligt.

Men de sorte sild er langt fra at være den eneste specialitet, som de besøgende kan smage på sildemarkedet i Stege, som traditionen tro afholdes den første fredag i september måned. Der kan vælges mellem mange forskellige lækre tilberedte fisk – som fx pandestegt filet på rugbrød med remoulade, som moderne sort sild, skipperlabskovs eller dejlig frisk sandwich med krabbesalat, varmrøget laksesalat eller små tærter med laks og spinat. Selvfølgelig serveres der også fristelser for den søde tand med kaffe og kager, muffins og andre søde sager, Klintebolcher og Bülow Lakrids.

Bolchefabrikken
Møn bolcher er en lille bolchefabrik, der har til huse på den gamle sukkerfabrik i Stege. De koger deres bolcher efter gamle traditionsrige opskrifter, der på bedste vis fremhæver farve og smag. I den smukke butik kan man på tæt hold følge bolchekogernes arbejde med den tunge sukkermasse. Deres farverige og spændende produkter kan købes i butikken, eller i specialbutikker og på museer rundt om i hele landet.  Smag et helt frisk bolche i hotellets reception.

Bryghuset

Anlægget blev leveret af den 200 år gamle hæderkronede tyske virksomhed, Kasper Schultz. Og alle de mange forskellige bryg, som kommer ud af de smukke haner, vil afspejle de mønske afgrøder til alle tider.

Undervejs vil der også komme bryg ud af mere populær karakter. Men altid af høj, brygteknisk kvalitet. Det garanterer vores nuværende brygmester for. Han hedder, Svend Austel, og er universitetsuddannet i den smukke kunst at brygge øl. Han stammer fra den smukke middelalderby, Bamberg. Og når du synes, at øllet smager godt, så er det hans skyld. I det lille bryggeri kan brygges 1000 liter øl ad gangen og 200.000 liter om året. Vi har ni forskellige bryg, som du kan smage på. De fem er oven i købet på flaske, så du kan tage dem med hjem. Bryghuset blev åbnet den 1. oktober 2005.

Efter aftale kan der arrangeres ølsmagning og foredrag på Bryghuset - kontakt receptionen. 

Præstekilde Hotel • Klintevej 116, Keldby • 4780 Stege, Møn • Tlf. +45 55 86 87 88 • info@praestekilde.dk